3. Prøvehåndtering

Efter opboring bør prøverne håndteres så skånsomt som muligt. Oplægning og organisering af de ofte mange prøver fra dybe boringer kan få stor betydning for prøvernes kvalitet.

Ofte skal der udtages flere delprøver fra den opsamlede prøvebunke. Når der i teksten efterfølgende tales om udtagning af prøver eller delprøver, menes udtagning fra det sted, hvor prøven fra sedimentfanget er lagt op.

Når den opborede prøve skal deles i flere delprøver (f.eks. en delprøve til GEUS, til forskningsformål, til sedimentkemisk analyse, til laboratoriebeskrivelse m.m.), og hvor det ikke er hele prøvemassen, der skal udtages, skal man sikre sig at den/de udtagne delprøve(r) er repræsentative og ensartede. Der skal derfor foretages en homogenisering af den samlede prøve, eller der kan alternativt foretages en vertikal opdeling, som når man deler en lagkage.

Det materiale, der udtages i spande fra sedimentfanget, henstår som regel kortvarigt, hvorefter vand i spanden hældes fra og prøven ophældes på fiberdug. Ved denne henstand bundfælder noget at det fine suspenderede materiale fra boremudderet i spanden. Når spanden vendes på hovedet kommer det fine materiale derfor til at ligge i bunden, og det grove kommer til at ligge øverst. Det er vigtigt at være opmærksom på dette forhold – både i forbindelse med selve prøvebeskrivelsen, men også ved udtagning af delprøver.

Undertiden kommer der så lidt prøvemateriale op i sedimentfanget, at der ikke kan opnås tilstrækkelige prøvemængder til det aftalte prøvetagningsprogram. I disse tilfælde må det vurderes, hvilken prøve, der foruden den lovpligtige prøve til GEUS, er vigtigst, og hvilke der kan udelades.

Specielle ting i prøverne, f.eks. fossiler, vedstykker og lignende, kan vedlægges i en separat mindre pose, der lægges i prøveposen. Dette bør altid noteres i prøvebeskrivelsen eller i en dagsrapport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *