3.2 Fotografering af prøver

Efterhånden som prøverne lægges op på fiberdugen, bør der tages billeder af de enkelte prøver samt af hele prøveserien. Billederne kan være en stor hjælp i det videre arbejde og tjener som et godt supplement til prøvebeskrivelserne. Inden fotografering af prøverne påsættes en label eller et skilt med prøve-ID, f.eks. lokalitetsnavn, boredato, DGU-nummer og boredybde (se figur 3.2a).

Fotos af en prøveserie er gavnlige, når eventuelle farveskift skal fastlægges (se f.eks. foto af prøveserie i figur 3.1b). For at sikre en så god farvegengivelse som muligt, kan der eventuelt anvendes et kort med standard farver, der som reference lægges op ved siden af prøverne.

Særlige kendetegn og specielle ting ved prøven bør fotograferes særskilt (se figur 3.2b og 3.2c).

Figur 3.2 samlet

Figur 3.2. Billedet i figur 3.2a er et eksempel på foto af en prøve med tydelig angivelse af lokalitetsnavn, dato, DGU-nummer, prøvenummer samt udtagningsdybde. På billedet i figur 3.2b ses en snegl fra marine aflejringer, (Skærumhede-serien). På billedet i figur 3.2c ses tynde lag af omsat organisk materiale med små vedrester. Billederne i figur 3.2b og 3.2c er eksempler på specielle ting i prøver, som kan være vigtige at få udtaget og fotograferet, inden de pakkes ned sammen med prøven. Fotos: Tom Martlev Pallesen.

Fotos af prøverne kan med fordel indsættes i et skema med f.eks. 16 prøver på hver side som vist i figur 3.3.

Figur 3-3

Figur 3.3: Eksempel på opsætning af fotos af jordprøver på A4-side i f.eks. Word. Dokumentet kan efterfølgende på pdf-format ”uploades” på Jupiter-databasen sammen med prøvebeskrivelserne. Fotos: Tom Martlev Pallesen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *