3.3 Udtagning, emballering og mærkning af delprøver

Sedimentprøver, der skal undersøges i laboratoriet, bør altid udtages i egnede poser afhængig af formålet med udtagningen af prøverne. Til alle typer af prøver er det vigtigt at benytte en tilstrækkelig stærk emballage, der ikke går i stykker under håndtering og transport af prøven.

Vand hældes fra poserne inden de lukkes, da vand bl.a. øger risikoen for disintegration af ler og silt. Poserne lukkes med strips eller posebindere, så de er hurtige at lukke op for modtageren på laboratoriet.

3.3.1 Mærkning af prøver

Alle prøver som udtages fra en boring (f.eks. prøver til GEUS, til petrografiske analyser og sedimentkemisk analyse) skal nummereres ens med oplysninger om:

  1. Lokalitetsnavn
  2. Dato (format: DD-MM-YYYY)
  3. DGU nummer
  4. Prøvenummer
  5. Dybdeinterval

Til dette benyttes en vandfast tusch.

3.3.2 Prøver til GEUS

Prøver, der sendes til GEUS i henhold til den lovmæssige indberetningspligt, skal pakkes i standard prøveposer, der leveres af Borearkivet med tilhørende pose-ID. Poserne fyldes (¼ til ½ liter) og mærkes som beskrevet i Gravesen et al. (2004).

3.3.3 Prøver til petrografiske analyser

Prøver til petrografiske analyser (som f.eks. fingrusanalyser, kornstørrelse og mineralogi) bør være så store, at alle kornstørrelser, hoved- og bikomponenter er til stede i tilstrækkelig mængde til, at de planlagte analyser kan udføres. Som hovedregel skal der udtages 2-4 kg prøve til petrografiske analyser afhængig af sedimentets sammensætning. Endvidere skal man være opmærksom på, at der ved standardiserede petrografiske analyser i henholdt til ISO og DS stilles krav til prøvestørrelserne.

3.3.4 Prøver til sedimentkemiske analyser

I forbindelse med den nationale grundvandskortlægning udtages der ofte prøver til sedimentkemisk analyse, bl.a. med henblik på bestemmelse af sedimenternes nitratreduktionskapacitet og indhold af arsen m.m. Kvaliteten af den udførte analyse bør altid vurderes i forhold til den anvendte boremetode og prøvetagningsmetodik.

Til sedimentkemiske analyser udtages materialet fra fiberdugen eller fra en murerbalje. Prøven udtages midt i prøvematerialet, og iltet materiale på overfladen undgås. Der udtages ca. 200 g prøve, som hurtigst muligt emballeres for at undgå udtørring og iltning af prøven. Det anbefales at anvende PolyEthylen-poser til emballering af prøven, samt at Poly-Ethylen-posen med prøve emballeres i PolyEthylen-dåser. Den emballerede prøve opbevares midlertidigt i en frysekasse på feltdagen. Prøven nedfryses samme dag, som den er udtaget.

Sedimentkemiske prøver bør udtages efter en nøje gennemtænkt prøvetagningsstrategi som bl.a. omfatter prøvetagningsdybder, homogenisering, neddeling, og eventuel blanding af flere prøver. Dette skal sikre, at prøverne er repræsentative for de geologiske enheder, der ønskes undersøgt geokemisk. Prøvetagningsstrategier og tolkning af sedimentkemiske analyser ligger udenfor denne vejlednings rammer, men er områder, hvor der er behov for videre udviklingsarbejde. I Århus Amt (2006) er der givet forslag til en metode til optimering af den sedimentkemiske prøvetagning, som tager udgangspunkt i den statistiske teori ”Theory of Sampling”, der også kaldes TOS.

Hvis der på prøver fra en boring ønskes foretaget sedimentkemiske analyser, og der ikke er udarbejdet en prøvetagningsstrategi, anbefales det, at der udtages prøver til analyse fra hver meter i boringen.

3.3.5 Prøver til andre undersøgelser

Ved prøvetagning til andre formål kan der være andre krav. Eksempelvis skal prøver til OSL-datering hurtigt efter opboringen pakkes i lystætte poser eller beholdere, og cuttings skal først renses for overfladebelægninger i laboratoriet. Når der skal foretages særlige analyser, er det derfor vigtigt, at der inden borearbejdet påbegyndes foreligger en instruks for, hvordan disse prøver skal behandles.

3.3.6 Transport af prøver

Prøver, der skal transporteres fra borestedet, skal pakkes i dertil egnede kasser, som ikke må overfyldes eller være for tunge. Kasserne mærkes på begge korte sider med lokalitetsnavn, DGU-nummer og prøveinterval. Afhentning og transport af prøver bør være aftalt inden borearbejdet påbegyndes.