5.1 Prøvebeskrivelsens opbygning

Grundlæggende foretages prøvebeskrivelse og tolkning efter nedenstående disposition (tabel 5.1), der som hovedregel ikke må fraviges. Man skal dog være opmærksom på, at nogle observationer fra prøver af begrænset kvalitet er usikre og i visse tilfælde må udelades (se nedenstående). Det er imidlertid vigtigt, at alle prøver fra en boring beskrives så detaljeret, som prøvekvaliteten tillader, og at detaljeringsgraden fastholdes under hele prøvebeskrivelsen.

Tabel 5-1

Tabel 5.1. Prøvebeskrivelsens hoveddisposition fra Larsen et al., 1995.

Grundlæggende skelnes i beskrivelsen mellem følgende fem typer af bjergarter:

  • Klastiske sedimenter: Aflejringer af faste partikler (f.eks. sand)
  • Organiske sedimenter: Aflejringer med overvægt af dyre- eller plantemateriale
  • Karbonatsedimenter: Aflejringer domineret af karbonat
  • Evaporiter: Inddampningsbjergarter
  • Grundfjeldsbjergarter

De fem typer beskrives efter den samme overordnede disposition, tabel 5.1, men der anvendes forskellige hovedbetegnelser og relaterede bikomponenter inden for de enkelte grupper. Evaporiter træffes stort set ikke i forbindelse med grundvandsboringer i Danmark og skal ikke behandles yderligere her, idet der henvises til Larsen et al. (1995).

5.1.1 Klastiske sedimenter

Ved beskrivelsen af klastiske sedimenter følges ovenstående hoveddisposition. Hyppigt anvendte betegnelser for klastiske sedimenter er sammenfattet i tabel 5.2.

Hovedbetegnelser

Sedimentets hovedbetegnelse angiver den dominerende kornstørrelse og skrives altid med store bogstaver. Moræneaflejringer er i den forbindelse lidt specielle, da de foruden at være hovedbetegnelser implicit indeholder en tolkning af, at sedimentet er aflejret glacialt. Denne tolkning kan være vanskelig at foretage på dårlige og blandede prøver. Hvis man er i tvivl, skriver man blot LER og angiver usikkerheden ved at sætte ”?” ved det tolkede aflejringsmiljø (f.eks. Gl?/Gc) se afsnit 5.1.6.

Tabel 5-2_landscape

Tabel 5.2. Disposition for beskrivelse og tolkning af klastiske sedimenter samt eksempler på hyppigt anvendte beskrivelser og tolkninger. Hovedbetegnelserne i parentes er hærdnede varianter, der i forbindelse med vandressourcer primært træffes på Bornholm. Orginal figur Jette Sørensen.

Hvis flere kornstørrelser optræder med samme hyppighed, er det tilladt at angive dette som én samlet hovedbetegnelse, f. eks. SAND og GRUS. Man kan og bør dog i de fleste tilfælde identificere én dominerende kornstørrelse.

Som nævnt indeholder angivelsen af f.eks. MORÆNELER implicit en tolkning af, at aflejringsmiljøet er glacialt. Hvis man ikke mener, det er tilfældet, benyttes de neutrale hovedbetegnelser, LER, SILT og SAND i stedet. I øvrigt henvises til kapitel 6 for en nærmere karakteristik af moræneaflejringerne.

Hvis det er tydeligt, at en prøve reelt er en blanding af flere forskellige sedimenttyper, beskrives disse separat efter hinanden. I det tilfælde kan man desuden angive den procentvise andel af de to sedimenttyper i prøven. Eks. LER, 70%, fedt, lagdelt; SAND, 30 %, fint siltet.

KONGLOMERAT benyttes om hærdnede sedimenter, der især består af afrundede korn i størrelser af grus, sten og blokke. Samme kornstørrelser træffes i en BRECCIE, men her vil kornene være kantede.

Hærdningsgrad

Den generelle prøvebeskrivelse giver mulighed for at angive en hærdningsgrad af sedimentet (H1-H5), se tabel 5.10. Imidlertid vil de klastiske sedimenter, man træffer i grundvandsboringer som hovedregel være uhærdnede, og man vil derfor normalt ikke angive en hærdningsgrad. Det gælder dog ikke for SKIFRE, LERSTEN, SILTSTEN og SANDSTEN, der i grundvandssammenhæng primært kan træffes på Bornholm. Bestemmelse af hærdningsgrad er beskrevet under afsnittet om karbonatbjergarter, se tabel 5.10. De Bornholmske bjergarter er nærmere beskrevet i afsnit 6.1.

Kornstørrelse og sortering

Efter hovedbetegnelsen gives en nærmere bedømmelse af sedimentets kornstørrelse og sortering. Den kornstørrelsesskala, geologerne i Danmark bruger, fremgår af figur 5.1.

Der har gennem tiden udviklet sig en tradition for, at geologer og geoteknikere ikke benytter helt den samme kornstørrelsesskala, se figur 5.1. I praksis berører forskellen dog kun grove korn mellem 6 og 60 mm. Det anbefales, at man til beskrivelse af prøver fra grundvandsboringer anvender den geologiske kornstørrelsesskala.

Figur 5-1

Figur 5.1. Geologisk kornstørrelsesskala. Med stiplet ses hvor denne afviger fra den geotekniske kornstørrelsesskala. Opdelingen af silt i delfraktioner er normalt kun mulig i gode intakte prøver og kræver desuden stor rutine. Prøver fra grundvandsboringer vil normalt ikke have en sådan kvalitet.

Ved bedømmelse af de grovklastiske sedimenters kornstørrelse kan man med fordel benytte et medbragt kort med størrelsesskala eller evt. prøveglas med udvalgte kornfraktioner.

Figur 5-2

Figur 5.2. Kort til støtte ved vurdering af kornstørrelser.

Grundlæggende bør man ved beskrivelse af finkornede prøver undgå opslæmmet materiale og udelukkende beskrive cuttings, der først brækkes fra hinanden, så man så vidt mulig beskriver flader med intakt kornstørrelsesfordeling m.m.

Den udvalgte delprøve undersøges med følgende simple metoder:

  • Cuttings brækkes over
  • Man skærer i prøven med kniv
  • Man ælter og ruller prøven
  • Evt. bides i prøven
  • Der udføres gimpeforsøg

Gimpeforsøg foretages ved at ælte og rulle en lille pølse af den fugtige prøve. Hvis det herefter er muligt at lave ”harmonikabevægelser” med prøven, uden at den falder fra hinanden, er der en del silt i prøven. Ved gimpning kommer der ofte vand frem på prøvens overflade. Ved hjælp af disse simple undersøgelsesmetoder kan der jf. Larsen et al. (1995) karakteriseres 8 kornstørrelsesgrupper, se tabel 5.3. Termerne angiver en samlet vurdering af både hoved- og bikomponenter i prøven.

Tabel 5-3

Tabel 5.3. Beskrivelse og karakteristika af finklastiske aflejringer.

Sorteringsgrad

De fleste prøver vil fra naturens side være sorterede. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der i høj grad også foregår en sortering under borearbejdet, og ved bedømmelse af sorteringsgrad skal man være særlig opmærksom på, at det sker på repræsentative prøver.

Ved prøvebeskrivelsen benyttes 4 grader af sortering:

Figur 5-3

Figur 5.3. Sorteringsgrad

Usorterede sedimenter vil i princippet indeholde hele kornstørrelsesspektret i nogenlunde lige andele. Ringe sorterede sedimenter vil som regel have en svag overvægt af en eller flere kornfaktioner, mens sorterede sedimenter vil have en tydelig overvægt af en eller flere fraktioner. Grovkornede smeltevandsaflejringer vil eksempelvis normalt være ringe sorterede til sorterede. Velsorterede sedimenter består af korn, der alle ligger indenfor et snævert kornstørrelsesinterval. Vindaflejringer er som regel velsorterede.

Ved moræneaflejringer undlades sorteringsgraden, da disse traditionelt opfattes som usorterede. Ringe sorterede moræneaflejringer forekommer dog også. I Larsen et al. (1995) er beskrevet hvordan sorteringsgraden kan beregnes fra en kornstørrelsesanalyse.

For usorterede sedimenter gælder at jordarter med plastiske egenskaber betegnes LER eller MORÆNELER. En moræneaflejring skal erfaringsmæssigt kun have et lerindhold på 12-14 % for at få betegnelsen MORÆNELER. Nedenstående skema kan bruges som støtte i en nærmere beskrivelse af moræneaflejringer.

Tabel 5-4

Tabel 5.4. Klassifikation af moræneaflejringer. I den oprindelige klassifikation af Larsen et al. (1995), der benyttes indenfor geoteknik, indgår lerets plasticitetsindex ligeledes. Dette bestemmes imidlertid sjældent på prøver fra grundvandsboringer. For en nærmere beskrivelse se Larsen et al. (1995).

Bikomponenter

Efter sorteringsgraden angives underordnede kornfraktioner og andre bikomponenter. Det anbefales, at man angiver bikomponenterne i rækkefølge med faldende hyppighed, (eks. SAND, groft, sorteret, gruset, svagt siltet).

Til støtte ved vurdering af finstof i prøver af SAND og GRUS kan nedenstående tabel benyttes.

Tabel 5-5

Tabel 5.5. Andel af finstof i sand og grus. Ved skylle- og lufthæveboring kan boremudderet give et tilskud af finstof, som man så vidt mulig må prøve at se bort fra.

Finkornede prøver med et mindre indhold af sand og grus beskrives efter nedenstående opdeling.

Tabel 5-6

Tabel 5.6. Andel af sand og grus i finkornede aflejringer

Det kan i den sammenhæng være nyttigt at få foretaget enkelte kornstørrelsesanalyser for at træne denne vurdering

Foruden de almindeligt forekommende mineraler kan der forekomme en række andre bikomponenter i de klastiske sedimenter. Disse omfatter:

  • Plantedele
  • Finkornet organisk stof / humus
  • Tungsand
  • Forsteninger
  • Fyld

Plantedele

Ved forekomst af plantedele er det vigtigt at beskrive disse og vurdere, om det er oprindelige planterester, eller om prøven er forurenet med recente plantedele, hvilket let kan ske på borepladsen. Til senere tolkning af aflejringsmiljøet er det endvidere vigtigt at vurdere, om der er tale om roddele eller plantedele, som oprindeligt har befundet sig over overfladen. Endvidere beskrives om muligt, hvor omsatte plantedelene er, jf. tabel 5.9.

Finkornet organisk materiale

Et indhold af finkornet organisk materiale (humus og andet finstof) kan have stor betydning for en jordarts egenskaber, lige som det kan give vigtige informationer om sedimentets aflejringsmiljø. Finkornet organisk stof medfører ofte en mørkfarvning af sedimentet. Mørkfarvning kan dog også stamme fra andre kilder som f.eks. kemisk udfældning af manganoxid m.m. Til vurdering af om mørkfarvningen rent faktisk skyldes et humusindhold kan benyttes en ca. 3 % opløsning af natriumhydroxid, idet natriumhydroxid opløser humus, hvorved væsken over sedimentet mørkfarves, se afsnit 5.2.

Mængden af andet organisk materiale vil i nogen grad påvirke prøvens vandindhold, skønt dette også er påvirket af tykkelsen af dæklag og tidligere belastning af sedimentet. Prøvens glødetab kan ligeledes give et fingerpeg om det organiske indhold. Klastiske sedimenter har normalt et vandindhold under 50 % og et glødetab (glr ) på mindre end 5 %, se Larsen et al. (1995). Er værdierne større end dette, er der formodentlig tale om et organisk sediment i stedet, se afsnit 5.1.2.

Fossiler

Forsteninger af dyr og planter kan være meget vigtige i bestemmelse af aflejringsmiljø og alder. Uden palæontologisk forhåndskendskab er det dog ofte blot muligt at henføre forsteningerne til overordnede fossilgrupper og eventuelt bestemme, om der er tale om organismer, der har levet i havet eller på land. Hvis der findes fossiler i prøven, og disse ikke formodes at være omlejrede, lægges de i en mindre, særskilt prøvepose, og det anbefales, at der efterfølgende foretages en supplerende undersøgelse af disse i laboratoriet.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at kvartære aflejringer ofte indeholder en del kalkfossiler fra Kridt og Danien. Det kan både være stykker af skaller, koraller og bryozostængler m.m. Er disse hyppigt forekommende i et kvartært sediment, kan beskrivelse af dette benyttes indirekte til at karakterisere sedimentet.

Ved beskrivelse af skalmateriale skelnes mellem

  • skaller - hele eller næsten hele skaller
  • skalstykker - store genkendelige skaldele
  • skalfragmenter - små dele hvor nærmere beskrivelse kræver mikroskop

Hele skaller og større skalstykker kan tyde på, at skaldyrene levede i aflejringsmiljøet, mens små, knuste skalstykker kan tyde på, at de er omlejrede. Tynde velbevarede skaller findes ofte i ferskvandsaflejringer, mens tykke skaller oftest er knyttet til det marine miljø.

Andre bikomponenter som f.eks. stykker af brunkul i sand, lerrullesten m.v. anføres ligeledes under bikomponenter.

Fyld

I tilfælde af at man i prøven finder nutidigt (recent) materiale som tegl eller glasskår m.m., anføres hovedbetegnelsen som ”FYLD”. De enkelte ”fremmeddele” angives / beskrives sammen med de øvrige bikomponenter. Eks.: FYLD: SAND, gruset, sv. siltet, slagger. Prøver af fyld kan indeholde skadelige stoffer og bør som udgangspunkt behandles med handsker. Ved det mindste tegn på kemisk forurening af prøverne, bør prøvebeskrivelsen indstilles og de rette sikkerhedsmæssige forholdsregler tages.

Strukturer

Sedimentstrukturer beskrives bedst i åbne blotninger i kystklinter, ved udgravninger eller i råstofgrave. Ved beskrivelse af boreprøver kan de derimod være meget vanskelige at erkende. I klumper af sammenhængende prøver ses dog ofte primære sedimentstrukturer.

Termerne lagdeling og laminering bruges til at beskrive, at prøven er opdelt i lag af vekslende kornstørrelse. Lagdeling benyttes, når de enkelte lag er cm tykke eller tykkere. Millimeter-tynd lagdeling betegnes derimod som lamination.

Figur 5-4

Figur 5.4. Lagdeling og lamination er kendetegnet ved at være gennemgående. Fra Pulvertaft (1975).

Mens lag har en vis udstrækning i planet, benyttes betegnelserne linser om begrænsede linseformede strukturer, og slirer om endnu mindre flade strukturer. Se figur 5.5.

Figur 5-5

Figur 5.5 Slirer og linser. Fra Pulvertaft, (1975).

For de hærdnede bjergarter gælder, at en LERSTEN er massiv uden tydelig lamination, (skifrighed) i modsætning til en SKIFER.

Hvis der optræder en gradvis kornstørrelsesændring på tværs af et lag, betegner man lagdelingen som graderet (se figur 5.6). En introduktion til almindelige sedimentstrukturer findes i Pulvertaft (1975).

Figur 5-6

Figur 5.6 Graderet lagdeling (Pulvertaft, 1975).

I nogle tilfælde kan tektoniske strukturer også iagttages i boreprøver. Overordnet kan disse opdeles i folder, sprækker, glideflader og forkastninger. Der vil under boreprocessen dog også kunne introduceres spændinger, som kan resultere i lignende strukturer. Det gælder især sprækker og mindre forkastninger, hvis oprindelse kan være vanskelig at tolke i de fleste typer af boreprøver fra grundvandsboringer. I sammenhængende (lerede) prøver vil i nogle tilfælde kunne ses små oprindelige folder og glideplaner. Sidstnævnte er karakteriseret ved at have blanke og ofte stribede brudflader.

Biogene strukturer (bioturbationer) er dannet ved dyrs eller planterødders gravende eller borende aktivitet. I prøver ses de ofte ved, at rør eller gange er fyldt med sediment, der afviger i farve eller sammensætning fra omgivelserne.

Figur 5-7

Figur 5.7. Bioturberet silt. Kilde: "http://www.geologyrocks.co.uk"

Farve

En beskrivelse af sedimentets farve kan dels underbygge beskrivelsen af bikomponenter og mineralogi, dels være en vigtig indikator for hvilke redox-forhold, der findes i den pågældende dybde i dag. Man skal være opmærksom på, at nogle prøver hurtigt skifter farve ved møde med luftens ilt. Farven bør derfor beskrives fra frisk brækkede brudflader af prøven.

Den mest objektive farvebeskrivelse fås ved anvendelse af et standard farvekort med jordartsfarver og tilhørende koder, som f.eks. Munsells farvekort (Munsell, 2000). Det anbefales, at der i felten anvendes et sådant kort til farvebestemmelsen på de friske prøver samt at farven angives med kortets farvekode og ikke med den tilhørende beskrivende farve. Erfaringer med beskrivelse af udlagte prøveserier har dog vist, at ikke alle synlige farveskift kan genkendes i farvekoderne. Det anbefales derfor at der også foretages en subjektiv farvebedømmelse. Ved subjektive farvebeskrivelser, er det vigtigt at benytte simple og relativt entydige farveangivelser. Benytter man sammensatte farveangivelser, skal sidstnævnte farve være den mest dominerende. Eksempelvis forstås gråbrun som en brunlig farve med et gråt skær. Ved farvebeskrivelse i direkte sollys kan med fordel benyttes en sort paraply til at give passende ensartet skygge.

Ved beskrivelse af sedimentfarver i prøver fra grundvandsboringer er det særlig vigtigt at registrere farveskift, der er relateret til redoxgrænsen i sedimentet. Denne vil ofte kunne ses ved et forholdsvist brat skift i de udlagte prøvers farve fra rød- og gul- brune nuancer til grålige, blålige, grønlige og sorte nuancer i de uforvitrede sedimenter, se figur 3.1b, anden prøverække fra venstre. Farveskift, der kan relateres til redoxgrænser i sedimentet, noteres særskilt i prøvebeskrivelsesskemaet, se afsnit 5.3. Det er i den forbindelse vigtigt at tage fotos, der tydelig viser farveskiftene. Disse vedlægges som dokumentation, jf. afsnit 3.2.

Grove, grusede aflejringer kan have forskellige spraglede farver, der mere afspejler de enkelte korns primære farver, end de afspejler redox-forholdene i sedimentet. Det noteres under bemærkninger til prøvebeskrivelsen, om sedimentets farve afspejler mineralernes egne farver eller en belægning af kornene, en såkaldt ”coating”.

Mineralogi

Under mineralogi beskrives forekomst af særlige mineraler, der optræder i prøven. Der ses i denne forbindelse bort fra almindeligt forekommende mineraler som kvarts, feldspat, flint og kalk samt små mængder tungmineraler. Særlige mineraler som f.eks. glimmer, glaukonit, eller pyrit noteres derimod. Visse mineraler som pyrit og magnetit kan i sedimentære jordarter optræde findelt og give prøven en sortfarvning. I uheldige tilfælde kan dette føre til en fejlagtig tolkning af et organisk indhold. Ingen af disse mineraler giver dog farvning af en natriumhydroxidopløsning. Et stort indhold af friske, skarpkantede feltspatkorn kan være tegn på, at en sten af granit eller gnejs er blevet knust under borearbejdet. Er man af den opfattelse, noteres dette under bemærkninger - ikke under selve beskrivelsen.

Kalkindhold

En prøves kalkindhold kan vurderes ud fra prøvens reaktion med en fortyndet opløsning af saltsyre (ca. 10 % HCl). Ud fra reaktionens intensitet ved pådrypning af saltsyre på en frisk brudflade (ikke en skæreflade) kan skelnes mellem nedenstående grader af kalkholdighed.

Tabel 5-7

Tabel 5.7. Vurdering af kalkindhold. Bemærk at kolde og frosne prøver generelt vil udvise mindre reaktion. I højre kolonne er angivet en kodeværdi, der kan anvendes i prøvebeskrivelsesskemaet – se evt. afsnit5.3.

Betegnelsen mergel, der blandt geologer betegner finkornede klastiske aflejringer med mere end 45 % kalk, benyttes ikke. Disse aflejringer betegnes ved prøvebeskrivelsen som LER st. kalkholdig. Mergel kan dog indgå som del af en trivialbetegnelse eller et formationsnavn, eks. Søvind Mergel.

5.1.2 Organiske sedimenter

Et organisk sediment indeholder så meget dyre- eller plantemateriale, at dette præger sedimentets overordnede karakter. Det medfører, at organiske sedimenter som fælles træk har lav vægtfylde, stort glødetab og oftest et stort vandindhold. Organiske sedimenter kan være dannet ud fra en række forskellige organiske udgangsmaterialer og have været udsat for forskellig grad af fysisk og kemisk påvirkning. Ud fra laboratorieundersøgelser er det muligt at foretage en detaljeret beskrivelse og opdeling af denne sedimentgruppe. Til beskrivelse af jordprøver fra grundvandsboringer vil det i de fleste tilfælde dog være tilstrækkeligt med nedenstående overordnede opdeling.

Tabel 5-8

Tabel 5.8. Disposition for beskrivelse og tolkning af organiske sedimenter samt eksempler på hyppigt anvendte beskrivelser og tolkninger.

Hovedbetegnelser

TØRV er et såkaldt autoctont sediment. Det vil sige, at det er dannet på stedet af omsatte plantedele. Normalt kan plantedelene ses med det blotte øje. Findeling og omdannelsesgrad kan dog variere en del. Tørv er næsten altid mørkfarvet i sorte og brune nuancer. Findelt tørv kan være vanskelig at skelne fra mørkt humusholdigt gytje. På grund af dannelsesmåden indeholder tørveaflejringer dog ofte kun små mængder uorganisk materiale og har derfor normalt større glødetab og vandindhold end gytjeaflejringer. Som det fremgår af ovenstående skema beskrives kornstørrelse og sorteringsgrad ikke for organiske sedimenter. Derimod kan man beskrive omdannelsesgraden af tørveaflejringer efter nedenstående retningslinier.

Tabel 5-9

Tabel 5.9. Omdannelsesgrad af organiske sedimenter. Inddelingen benyttes primært til postglaciale tørveaflejringer.

GYTJE er pr. definition et sediment dannet på sø- eller havbunden af transporteret organisk materiale. Typisk er sedimentet findelt ved bundlevende dyrs bearbejdning. På grund af dannelsesmåden kan GYTJE indeholde mere uorganisk end organisk materiale, skønt sedimentet overordnet har en organisk karakter. Gytje findes i mange farver og optræder normalt siltagtig med et kort, ”gæragtigt” brud. Har gytjen et betydeligt kalkindhold, så den bruser kraftigt ved pådrypning af ca. 10 % saltsyre, kan sedimentet betegnes som KALKGYTJE (eller blot GYTJE st. kalkh.). Kalkgytje vil normalt have en lys farve.

Når der ikke forekommer laboratorieanalyser, kan det være vanskeligt at afgøre om finkornede humusholdige aflejringer tilhører gruppen af tørv eller gytje. I det tilfælde kan der benyttes en sammensat hovedbetegnelse; TØRV / GYTJE.

DIATOMIT er en organisk aflejring, der primært er opbygget af mikroskopiske kiselskallede organismer (diatomeer). DIATOMIT kan ligne almindelige finkornede silt- og leraflejringer. I tør tilstand bliver det meget lyst og har ringe vægtfylde. DIATOMIT findes både som interglaciale aflejringer og som eocæne, marine aflejringer mellemlejret af vulkansk aske i den såkaldte Fur Formation ved den vestlige Limfjord, (Moler).

BRUNKUL er betegnelsen for omdannet (indkullet) tørvemateriale. Det afviger fra tørv ved at have en hvis grad af hærdning og har endvidere en brun stregfarve. Ofte findes lag af brunkul som del af de limniske Miocæne aflejringer i Midt- og Vestjylland. Omlejrede stykker af brunkul er hyppige i de Miocæne sandaflejringer og findes desuden mange steder i kvartære sedimenter.

MULD benyttes som betegnelse for det øverste naturlige jordlag, der er dannet ved indarbejdning af organisk materiale. I forhold til de beskrivelser, man foretager ved egentlige jordundersøgelser, er dette en grov forenkling. Der er ikke nogen regler for, hvor meget organisk materiale der skal være i muld, og en sandpræget muld vil ofte have et lavere indhold end en lerpræget muld. Da muldens karakter i høj grad påvirkes af det øvrige (klastiske) udgangsmateriale, anbefales det, at hovedbetegnelsen angives som en dobbelt betegnelse. F.eks. MULD:LER, sandet, sv. gruset, rødder, brunt.

5.1.3 Karbonatbjergarter

Karbonatbjergarter er, som navnet antyder, domineret af karbonatmineraler. De opdeles efter nedenstående hovedbetegnelser, se også tabel 5.11.

Hovedbetegnelser

KALK domineres af calciumkarbonat og udgør hovedparten af de karbonataflejringer, man møder i grundvandsboringer. Kalkprøver optaget med kerneboregrej vil ofte have en god prøvekvalitet, hvor både tekstur, sedimentære og tektoniske strukturer kan ses. Ved skylle- og DTH-boringer bliver kalken derimod ofte helt eller delvist opslæmmet, og der skal omhyggeligt udsøges sammenhængende cuttings til beskrivelse.

DOLOMIT består af en blanding af magnesium og calciumkarbonat. Det kan vanskelig skelnes fra KALK visuelt. DOLOMIT bruser dog ikke med kold saltsyre.

JERNKARBONAT (eller siderit) dannes ved kemisk udfældning i ferskvand under iltfrie forhold. Det træffes bl.a. i postglaciale moseaflejringer og kan findes som konkretioner i palæogent ler.

Hærdningsgrad

Karbonatbjergarter kan have meget forskellig hærdningsgrad, hvilket gør det relevant at beskrive den. Det gøres efter følgende retningslinier, der også gælder for andre typer af hærdnede sedimenter, jf. eksemplerne i tabellen.

tabel_5_10_fra_pdf

Tabel 5.10. Skala til angivelse af bjergarters hårdhed.

Tabel 5-11_landscape

Tabel 5.11. Disposition for beskrivelse og tolkning af karbonatsedimenter samt eksempler på hyppigt avendte beskrivelser og tolkninger.

Kornstørrelse

Karbonatsedimenternes kornstørrelse beskrives efter en anden fremgangsmåde end de klastiske aflejringer, idet man beskriver hhv. en grovfraktion (sand og grus) og en finfraktion (slam) hver for sig. Ud fra forholdet mellem slam og groft materiale deles karbonatsedimenterne i følgende grupper.

Tabel 5-12

Tabel 5.12. Opdeling af karbonataflejringer efter kornstørrelse.

Bikomponenter

Karbonatsedimenterne indeholder ofte klastiske enkeltkorn, der beskrives som bikomponenter. Organisk materiale kan ligeledes optræde som bikomponent, og kan give prøverne en mørk farve.

Strukturer

Karbonatbjergarter vil ofte indeholde strukturer, som vil fremstå tydeligt i kerneprøver, mens de, afhængig af prøvekvaliteten, kan være svære at erkende i cuttings. Sedimentstrukturer beskrives med samme termer som for de klastiske bjergarter.

Mineralogi

Karbonatbjergarterne kan foruden karbonat indeholde varierende mængder af andre mineraler, der i henhold til dispositionen beskrives under mineralogi. Kalkbjergarterne fra Kridt og Danien vil ofte indeholde flint i varierende form og mængde. Flint kan optræde i en lys højporøs form, der kan ligne kalk. Flinten reagerer imidlertid ikke med syre. Endvidere vil den porøse flint suge sig fast til tungen, hvis det berører denne (den såkaldte tungeprøve). Den tætte flint kan optræde med mange farver fra lyse over rødlige til brune, grå og sorte nuancer. Flintindholdet i danske kalkaflejringer varierer meget. Der kan ved prøvetagning fra lufthæve og skylleboringer ske en opslæmning af kalken, så flinten opkoncentreres kunstigt.

Pyrit findes hyppigt i karbonatbjergarter og optræder her ofte som knolde. Endvidere kan der selv på friske kalkprøver ses rustpletter dannet ved iltning af pyrit. Det grønlige mineral glaukonit optræder også ganske hyppigt i karbonatsedimenter, hvor det ofte er knyttet til bestemte zoner.

5.1.4 Grundfjeldsbjergarter

Denne overordnede betegnelse omfatter metamorfe og magmatiske bjergarter. I forbindelse med grundvandsressourcer træffes disse udelukkende på Bornholm. Metamorfe bjergarter er resultat af omdannende processer ved øget tryk eller temperatur uden at bjergarten smelter. Magmatiske bjergarter er derimod dannet fra en opsmeltet bjergartsmasse. Bjergarter, der er størknet i dybet, betegnes som plutonske bjergarter. Bjergarter, der er størknet på overfladen, betegnes vulkanske bjergarter, og de der er størknet på vej til overfladen, betegnes som gangbjergarter.

Tabel 5-13

Tabel 5.13. Oversigt over almindeligt forekommende grundfjeldsbjergarter.

I forbindelse med grundvandsressourcer træffes grundfjeldsbjergarter udelukkende på Bornholm, og ikke alle ovenstående bjergarter træffes her. De almindeligste bjergartstyper beskrives kort nedenfor, idet der henvises til Gravesen (2006) for en nærmere beskrivelse af de bornholmske grundfjeldsbjergarter.

GRANIT opfattes i denne sammenhæng som en ofte mellem til grovkornet bjergart uden betydelig lagdeling. De dominerende mineraler er kvarts og feldspat med større eller mindre mængder af mørke mineraler. På trods af mineralernes forskellige farver virker granitter ofte forholdsvis homogene, og optræder normalt med rødlige og lyse farver.

PEGMATIT er en grovkornet eller meget grovkornet gangbjegart domineret af kvarts og feldspat. Ofte ses større mørke enkeltmineraler i pegmatitten og af og til også sjældne mineraler. Pegmatit træffes som årer og sprækkeudfyldninger i det omgivende grundfjeld.

DOLORIT er en mørk, ofte finkornet gangbjergart domineret af feldspat og mørke mineraler. Da bjergarten er størknet hurtigst tættest på gangens sider, vil der ofte være kornstørrelsesvariation fra meget finkornet ved gangens side til lidt grovere i gangens centrale del.

GNEJS er en stribet, eller båndet, relativ grovkornet og ofte lys bjergart. Den mineralogiske sammensætning af en gnejs kan variere meget alt efter udgangsbjergartens sammensætning, men ofte svarer den til sammensætningen af granit.

Hærdningsgrad

Hærdningen af grundfjeldsbjergarter er normalt så betydelig, at det ikke er relevant at benytte en hærdningsgradsskala.

Kornstørrelse og tekstur

Ved beskrivelse af grundfjeldsbjergarter benytter man normalt følgende kornstørrelsesinddeling.

Tabel 5-14

Tabel 5.14. Inddeling af kornstørrelse for grundfjeldsbjergarter.

Foruden kornstørrelse beskrives om muligt teksturelle karakteristika som bånding og foliation tegnet af mineralkornenes fordeling og orientering. Disse tekstur-egenskaber må ikke forveksles med lagdeling, der er en struktur knyttet til sedimentære bjergarter.

Strukturer

Under strukturer beskrives folder, forkastninger og sprækker i det omfang, de kan ses i prøvematerialet. Ved grundvandsboringer vil der ofte være benyttet en boremetode drevet af trykluft, og man vil normalt få små prøver, hvori man vanskeligt kan se strukturer. Når tilsvarende bjergarter kan ses i blotninger på eller nær ved borestedet, bør man som supplement til prøvebeskrivelsen studere geologien her.

Farve

I de fleste tilfælde vil en simpel, subjektiv beskrivelse af grundfjeldsbjergartens farve være tilstrækkelig, da bjergarterne ofte er opbygget af enkeltkorn med meget forskellig farve. Finkornede bjergarter kan dog også beskrives ved hjælp af farvekort.

Mineralogi

Da mineralindholdet i en grundfjeldsbjergart normalt udgør klassifikationsgrundlaget, vil de hyppigste mineraler som kvarts og feldspat indirekte fremgå af hovedbetegnelsen. Øvrige mineraler skal så vidt mulig beskrives. Især er det vigtigt at beskrive eventuelle metaller, der potentielt kan have indflydelse på grundvandskvaliteten.

5.1.5 Angivelse af trivialbetegnelse

En lang række danske sedimenter er fra gammel tid benævnt ud fra deres indhold af fossiler (f.eks. Saxicava Sand), deres indhold af bestemte mineraler (f.eks. Glimmerler), ud fra et særligt udseende (f.eks. Skrivekridt og Moler) eller efter områder eller lokaliteter, hvor aflejringen findes (Kerteminde Mergel, Københavns Kalk m.fl.). Der er ikke altid tale om etablerede lithostratigrafiske enheder men dog betegnelser, der er udbredte i litteraturen.

Hvor det er muligt angives trivialbetegnelser og formationsnavne i beskrivelsen af prøverne. Da en sådan angivelse ofte implicit indeholder en tolkning af alder og dannelsesmiljø, placeres denne sidst i prøvebeskrivelsen.

Når der i denne Vejledning henvises til etablerede geologiske formationer, hvis navn indeholder en bjergartsbetegnelse (f.eks. Røsnæs Ler) er ekstra-betegnelsen ”Formation” som hovedregel udeladt af sproglige grunde. Første gang en etableret geologisk formation nævnes under den samlede gennemgang af danske aflejringstyper i kapitel 6 og i appendiks 2, er dens status dog angivet med forkortelsen Fm. (f.eks. Røsnæs Ler Fm.). Udbredte lithostratigrafiske navne og trivialbetegnelser for danske aflejringer findes bl.a. angivet i Larsen (2006).

5.1.6 Retningslinier for tolkning af dannelsesmiljø og alder

Fastlæggelse af dannelsesmiljø og alder bygger på samtlige observationer, der er gjort under prøvebeskrivelsen. Grundlaget for at tolke aflejringsmiljø ud fra prøvens sammensætning er kendskab til de processer, der foregår i dag og giver tilsvarende aflejringer. Beskrivelse af aflejringsprocesser og sedimenter findes blandt andet i Larsen et al. (1995) og beskrives ikke nærmere her.

Tolkning af prøvernes alder bygger på den veletablerede geologiske tidsskala, se figur 5.8.

Skønt tertiærtiden nu formelt er afløst af perioderne Palæogen og Neogen, benyttes denne tidsbetegnelse dog til dels fortsat inden for den anvendte geologi og er således heller ikke ”skrevet helt ud” af denne vejledning. Det skal dog anbefales, at man i tolkning af en prøves alder ikke længere benytter betegnelse ”Te” for tertiær.

Tilsvarende benyttes betegnelsen Senon, for en del af Øvre Kridt, ikke længere. I stedet benyttes enten epokerne Maastrichtien (Ma), og Campanien (Ca) eller blot perioden Kridt (Kt), hvis man ikke med sikkerhed kan henføre prøven til en af de to epoker.

Figur 5-8

Figur 5.8: Oversigt over geologiske perioder og epoker. Epokerne underinddeles endvidere i aldre. Eksempelvis er Paleocæn opdelt i Danien, Selandien og Thanetien.

Kvartærtiden inddeles endvidere i en række istider og mellemistider. Typiske danske aflejringers placering inden for disse er skitseret på nedenstående skema, figur 5.9. For en nærmere beskrivelse af kvartærtiden i Danmark henvises til Kronborg (1995) og Houmark-Nielsen et al. (2006).

Figur 5-9

Figur 5.9. Stratigrafisk skema for Danmarks kvartære jordarter efter Larsen et al. (1995).

Ved tolkningen henføres sedimenterne til følgende overordnede dannelsesmiljøer og geologiske aldre:

Tabel 5-15

Tabel 5.15. Forkortelser til angivelse af Dannelsesmiljø

Tabel 5-16

Tabel 5.16. Forkortelser for hyppigt anvendte aldersangivelser.

Aldrene på de prækvartære bornholmske aflejringer er beskrevet i afsnit 6.1.

Tolkningen af aflejringsmiljø og alder angives med forkortelser sidst i prøvebeskrivelsen.

Smeltevandsaflejringer tolkes eksempelvis med forkortelserne Sm/Gc, med mindre de kan henføres til en senglacial dannelse, hvor de da tolkes Sm/Sg. Moræneaflejringer tolkes rutinemæssigt som Gl/Gc.

Er man i tvivl om enten dannelsesmiljø eller alder, kan man angive dette med et ”?”. Er man for eksempel usikker på, om en sandaflejring fra Vestjylland er aflejret marint eller i ferskt vand, mens det forekommer sikkert, at den er fra Miocæn, kan dette angives som Ma?/ Mi.

Tolkning af alder og aflejringsmiljø samt forvekslingsmuligheder herved beskrives nærmere i kapitel 6.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *