1.1 Tørboring

Ved tørboringer bringes det løsborede materiale op til terræn med et boreværktøj. Der tilsættes dog ofte vand til en tørboring, enten fordi det pågældende boreværktøj kun fungerer under vand (f.eks. sandspand) eller for at sikre boringens stabilitet, (Sørensen & Schmidt, 2001).

1.1.1 Slagboring (boring med sandspand)

Boring med sandspand er en slagboring, hvor boreværktøjet er ophængt i en wire og hæves op, for derefter at falde ned mod boringens bund, således at sedimentet løsnes alene ved værktøjets vægt, (Sørensen & Schmidt, 2001).

Slagboreteknikken er specielt velegnet til boring i løsjordsaflejringer samt i blødere bjergarter, men anvendes også til hårdere bjergarter som kalk og grundfjeld. Den var en meget udbredt metode i Danmark før snegle- og skylleboringsteknikkerne vandt indpas i løbet af 1970’erne, (Sørensen & Schmidt, 2001).

Den mest benyttede slagboring er boring med sandspand, hvor materialet presses ind i spanden, når den falder mod bunden, mens en klap eller kugleventil i bunden af spanden sikrer, at materialet ikke løber ud igen ved næste slag. I figur 1.1 ses en principskitse af en sandspandsboring, hvor et slagværk frembringer den bevægelse af wiren, der fører til slagene mod boringens bund. Billeder af arbejde med sandspand ses endvidere på figur 2.1.

Figur 1-1

Figur 1.1. Principskitse af boring med sandspand.

Forudsætningen for, at en sandspand virker, er, at borehullet er fyldt med vand, og ved boring over grundvandsspejlet skal der derfor tilsættes vand. Ved sandspandens opadgående bevægelse skabes et vakuum under spanden, som hvirvler løst materiale op. Det fanges ind i spanden ved næste nedadgående bevægelse. Når sandpanden er fuld, trækkes den op af borehullet og tømmes. Denne tømning foregår normalt ved at vende sandpanden rundt, så materialet kan løbe ud for oven, (Sørensen & Schmidt, 2001) og (Sørensen, 1998). Se endvidere figur 2.1.

Prøvekvalitet

Ved en sandspandsboring blandes prøvematerialet for det interval, prøven er udtaget over. Ved boring i løse aflejringer betyder dette, at kornstørrelsesfordelingen i heterogene sedimenter ændres. Prøven er derfor ikke repræsentativ for de enkelte lag, der gennembores, men er en blanding fra hele prøveintervallet. Sammenhængende sedimenter (ler, finkornet silt og hærdnede jordarter) kommer dog op i cuttings, hvor kornstørrelsesfordelingen er bevaret, (Jørgensen & Friborg, 1989).

Laggrænser kan ikke fastlægges præcist, men blot indplaceres inden for det interval, der er blevet gennemboret. Boreformanden kan dog ofte under borearbejdet mærke skift i lithologi og bør notere dette på en log.

Det løsborede materiale stammer oftest fra boringens bund, men kan også være løsnet fra boringens væg i den nederste del, hvor forerøret ikke når ned. Et meget permeabelt og løst sediment kan derfor blive overrepræsenteret i prøven.

Boring med sandspand har den fordel frem for skylleboringerne, at der ikke anvendes boremudder i forbindelse med borearbejdet, men alene vand. Metoden er derfor velegnet til boringer, hvor der skal udtages prøver til sedimentkemiske analyse.

1.1.2 Rotationsboring (snegleboring)

Denne boremetode er den mest anvendte til kortere boringer, specielt indenfor miljøteknik og geoteknik. I de terrænnære lag kan boringen udføres som håndboring, men hovedparten af boringerne udføres med borerig – se fig. 1.2.

Princippet i en rotationsboring er, at et værktøj monteret på en borestamme under nedboring opsamler materiale. Borestammen trækkes op når prøvetageren er fyldt, (Sørensen & Schmidt, 2001) og (Sørensen, 1998). Det mest benyttede boreværktøj ved rotationsboringer er snegleboret, hvor materialet under borearbejdet drejes op på sneglen og løftes op til terræn, når der er boret et stykke svarende til sneglens længde.

Sammenhængende materiale som ler og silt bringes let op til terræn, mens løse, såvel våde som tørre aflejringer let falder af sneglen. Ved optrækning af sneglen kan der etableres et vakuum under sneglen, således at borevæggen bliver ustabil. Denne effekt forstærkes under grundvandsspejlet, hvor der derfor ofte vil skulle benyttes forerør.

Snegleboringer kan teknisk set føres til dybder på mellem 60 og 70 m. Men af økonomiske årsager foretrækkes ofte andre metoder til dybe boringer, idet alle borestænger ved rotationsboringer skal trækkes op, hver gang boreværktøjet skal tømmes for prøvemateriale.

Figur 1-2

Figur 1.2. Principskitse af boring med snegleboring.

Prøvekvalitet

Prøvekvaliteten fra rotationsboringer er generelt god, idet der kun sker en mindre forstyrrelse af sedimentet og kun sker en meget beskeden sammenblanding af prøvemateriale. Laggrænserne kan ved boring i kohæsivt materiale derfor fastlægges præcist, ligesom meget tynde lag kan identificeres, se figur 2.2. Dette gælder særligt, hvis sneglens rotationshastighed tilpasses nedboringshastigheden, så sneglen ikke trykkes, men skæres gennem sedimenterne.

Ved boring med snegl over grundvandsspejlet fås normalt prøver med intakt kornstørrelsesfordeling. Store sten vil dog ikke blive repræsenteret i prøverne. Enten stopper de borearbejdet, eller også skubbes de til side af boreredskaberne. I sjældne tilfælde må de sprænges bort. Lidt mindre sten kan blive underrepræsenteret i prøverne, idet de delvist presses til side i boringen. Tørt sand og grus falder let af sneglen, således at prøvemængden bliver meget lille og ikke repræsentativ, (Jørgensen & Friborg, 1989).

Boring med snegl under grundvandsspejlet er kun velegnet i sammenhængende jordtyper. Sand under grundvandsspejlet er praktisk taget umuligt at få med op, selv ved forede boringer, da det flyder af sneglen. Her kan i stedet anvendes sandspand.

Det er ved rotationsboringer muligt at udtage intakte prøver i rør. Rørprøveudtagningen foregår ved at trække boret op, og herefter ramme et rør ned i bunden af boringen. Metoden anvendes næsten udelukkende i forbindelse med geotekniske boringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *