3.25 Punkttolkning

3.25.1 FormĂĄl og generel beskrivelse

Punkttolkning er et grundlæggende element i den geologiske modellering. Med punkttolkning menes digitalisering eller afsætning af tolkede punkter i rummet. Disse punkter benævnes fladetolkningspunkter og anvendes normalt til at angive beliggenhed af geologiske og hydrostratigrafiske laggrænser. Ved placering af ethvert fladetolkningspunkt hører en tolkning og en antagelse af tilstedeværelsen af en laggrænse i netop det valgte sted i modelrummet. Fladetolkningspunkterne er den geologiske models grundlag, og punkterne kan interpoleres til lagflader (se kap. 3.38 ”Interpolation af tolkede lagflader”). Hovedparten af arbejdet med punkttolkning foregår ved tolkning på vertikale profiler (se kap. 3.26 ”Profiltolkning”), men der kan også laves punkttolkning i kortplanet (se kap. 3.27 ”Horisontaltolkning”) og i egentlige 3D tolkningsmiljøer (se kap. 3.30 ”3D-visualisering og tolkning”).

3.25.2 Terminologi og definitioner

Der findes flere forskellige typer af digitale tolkningspunkter og disse kan inddeles i fladetolkningspunkter og hjælpepunkter:

  • Fladetolkningspunkter:
    • Snappede fladetolkningspunkter: Definerer en tolket position af en flade eller lag i rummet. Et snappet fladetolkningspunkt er tilknyttet et datapunkt i modelrummet. Dette vil normalt være en laggrænse i en boring, i en geofysisk sondering eller pĂĄ et seismisk profil.
    • Frie fladetolkningspunkter: Definerer en tolket position af en flade eller lag i rummet. Et frit fladetolkningspunkt har i modsætning til det snappede fladetolkningspunkt ingen præcis tilknytning til datapunkter men tilknyttes et vertikalt profilsnit eller et horisontalt kortsnit.
    • Støttende fladetolkningspunkter : Definerer en tolket position af en flade eller lag i rummet. Et støttende fladetolkningspunkt er et frit fladetolkningspunkt, der alene benyttes, hvis man i en senere fase ved interpolation ønsker at omdanne sin punktsværm til grids. Støttende fladetolkningspunkter anbringes pĂĄ steder, hvor man ønsker at styre sit grid pĂĄ en forudbestemt mĂĄde.
  • Hjælpepunkter:
    • Afgrænsningspunkter : Afgrænsningspunkter definerer den laterale udbredelse af en laggrænse eller et lag.
    • Negativpunkter : Negativpunkter er en særlig type hjælpepunkter, der anvendes ved afgrænsningsproceduren.
    • Maksimumkotepunkter: Et maksimumkotepunkt definerer, at den tolkede laggrænse ligger dybere end punktet. Med andre ord vil det sige at den tolkede laggrænse ikke er til stede ovenfor punktet.
    • Minimumkotepunkter: Minimumkotepunkter definerer, at den tolkede laggrænse ligger højere end punktet. Med andre ord vil det sige at tilstedeværelsen af den tolkede laggrænse ikke er til stede nedenfor punktet.

Fladetolkningspunkter benyttes alle til at definere og modellere laggrænsers former. Det er disse punkter, der indgår ved en eventuel interpolation af lagfladen/laggrænsen. De snappede fladetolkningspunkter vil normalt have den største grad af sikkerhed, idet de knytter sig til definerede datapunkter i modelrummet. De støttende fladetolkningspunkter vil have den mindste grad af sikkerhed, da de, efter at selve tolkningen med de snappede og frie fladetolkningspunkter er blevet færdiggjort, alene anvendes ved udformningen af 3D-grids. De benyttes primært ved opstillingen af hydrostratigrafiske modeller, hvor der tolkes i hele modelrummet, og således også i datasvage og usikre områder. Afsætningen af støttende fladetolkningspunkter kan dog også foregå i en iterativ proces som en mere integreret del af tolkningsarbejdet.

Hjælpepunkterne er ikke punkter, der definerer lagfladernes rumlige former. Disse punkter anvendes som en hjælp i modelleringsarbejdet. I Figur 42 ses brugen af nogle af de digitale punkter.

Figur 42

Figur 42: Figur der viser brugen af fladetolkningspunkter. Frie fladetolkningspunkter er knyttet til profilet, mens de snappende fladetolkningspunkter er projiceret ud på data - i dette tilfælde boringer. Brugen af maksimumkotepunkter er også vist. Her ses den tolkede flade ikke i boringen, og den tolkede flade har derfor ved boringslokaliteten en maksimal kote i boringens bund.

3.25.3 FremgangsmĂĄde

Snappede fladetolkningspunkter

Snappede fladetolkningspunkter afsættes normalt på profilniveau. I nogle tolkningssoftware-produkter kan man vælge at binde/snappe sine tolkningspunkter til data, der er vist på profilet. Dette foregår ved, at det afsatte punkt fra profilsnittet projiceres ud til datapunktet, hvis dette ikke befinder sig netop på profillinien. Data vil normalt være boringer eller geofysiske sonderinger, og ved snapningen kan der vælges en laggrænse i datasøjlen, således at tolkningspunktet bliver knyttet til et eksakt punkt i rummet. Data kan også være seismiske profiler, hvor snapningen skal ske til tolkede laggrænser heri.

Fordelen ved at snappe sine fladetolkningspunkter til data er selvfølgelig, at de bliver mere præcist anbragt i modelrummet. Man skal dog her huske, at profilet visualiserer geologien i det valgte profilsnit med data projiceret ind fra valgte projektionsafstande (se kap. 3.21 ”Profilnetværk og Projektionsafstande”) fra begge sider af profilet, og at det der ses således er et gennemsnit af geologien inden for bufferzonerne i selve profilsnittet. Ved at snappe til datapunkter afviges der fra dette gennemsnit. Med andre ord kan geologien være afvigende ude i de enkelte datapunkter i forhold til geologien langs profillinien. Denne problemstilling stiger naturligvis med øget profilafstand og store dataprojektionsafstande. Baseres tolkningen af en given laggrænse primært på interpolerede data langs profillinien, eksempelvis 3D-datagrids (se kap. 3.20 ”Interpolation af data”) eller koteintervalgrids af elektriske modstande (se kap. 3.2 ”TEM”), der jo visualiserer geologien umiddelbart ved profillinien, bør der ikke anvendes snappede fladetolkningspunkterne.3.2

Frie fladetolkningspunkter

Frie fladetolkningspunkter har ingen specifik datatilknytning, og kan enten digitaliseres i vertikale profiler (se kap. 3.26 ”Profiltolkning”) eller i kortplan (se kap. 3.27 ”Horisontaltolkning”). Ved tolkning i profiler placeres punkterne, så lagfladen får et forløb, der stemmer overens med geologens forventninger.

Ved modellering med frie fladetolkningspunkter i profiltolkning skal man være opmærksom på, hvordan det benyttede tolkningsprogram placerer tolkningspunkterne. Z-koordinaten vil være den Z-koordinat, der hører til det punkt på profilet, hvor man klikker, men med hensyn til den geografiske placering findes der imidlertid to forskellige løsninger. (se Figur 43). Ved den ene løsning placeres fladetolkningspunkterne på en ret linie mellem de to nærmeste datapunkter. I den anden løsning placeres fladetolkningspunktet på det sted hvor der klikkes. Begge dele har såvel fordele som ulemper, men hvis man er opmærksom på, hvilken metode tolkningsprogrammet benytter, er det muligt tage højde for ulemperne.

Figur 43

Figur 43: Placering af frie fladetolkningspunkter ved profiltolkning. Enten placeres punktet mellem de to nærmeste tolkningspunkter (1) eller på profilet (2).

De frie fladetolkningspunkter afsættes på steder, hvor den tolkede flade vurderes at befinde sig. Ofte vil fladen i et profil kunne tolkes kontinuert gennem profilet, og så skal fladen digitaliseres med et passende antal tolkningspunkter. Det anbefales i udgangspunktet, at antallet af tolkningspunkter langs den tolkede laggrænse tilpasses den opløselighed af geologien, som data muliggør – det vil sige detaljeringsgraden af tolkningen (se Figur 44). På profilet skal de rette linier mellem hvert tolkningspunkt kunne afbilde laggrænsen, så den gengiver den opnåede forståelse/tolkning af laggrænsens forløb. Det er ikke nødvendigt at afsætte yderligere punkter. Ved efterfølgende interpolation kan det være nødvendigt at indplacere yderligere tolkningspunkter, men disse punkter er at betragte som ”støttende fladetolkningspunkter” (se nedenfor).

Figur 12

Figur 44: Punkttæthed. Geologisk struktur vist med sort stiplet linie, profiler med grå linier og fladetolkningspunkter med røde punkter. A: For få punkter. B. Passende punkttæthed. C. For mange punkter.

Støttende fladetolkningspunkter

Støttende fladetolkningspunkter anvendes med henblik på at sikre, at eventuelle interpolationer af de tolkede lagflader i højere grad er i overensstemmelse med geologens forståelse af områdets geologiske opbygning, end hvis der kun interpoleres på basis af de snappede og frie fladepunkter (se kap. 3.38 ”Interpolation af tolkede flader”). Hvis der f.eks. på grund af svag datadækning er for stor afstand mellem profillinierne i forhold til de geologiske strukturer i modelområdet, vil strukturerne i første omgang ikke kunne blive tilstrækkeligt rumligt beskrevet af fladetolkningspunkterne. Således er det ikke muligt ved interpolation automatisk at få udformet en gridflade, der på korrekt vis gengiver de forekommende geologiske strukturer, og det vil være nødvendigt at tilføje yderligere fladetolkningspunkter i form af støttende fladetolkningspunkter. Disse punkter kan f.eks. placeres langs nyoptegnede profillinier i områder, hvor griddet ikke opfører sig som forventet, men de kan også tilføjes til modellen ved hjælp af horisontaltolkning (se kap.3.27 ”Horisontaltolkning”).

Afgrænsningspunkter

Afgrænsningspunkter placeres langs den ydre grænse af en given modelenhed (stratigrafisk enhed eller hydrostratigrafisk enhed). Det kan være en lagflade eller et lag, som tolkes at have en begrænset udbredelse, og denne tolkning kan indarbejdes i modellen ved hjælp af afgrænsningspunkter langs den tolkede maksimale udbredelse. Uden en afgrænsning vil det i modellen fremstå som om lagets eller lagfladens fortsættelse er uvis og dermed utolket. Afgrænsningspunkterne tilknyttes ikke en bestemt kote. Det er kun X- og Y-koordinaterne, der skal benyttes i det videre arbejde. Punkterne anbringes i modellen ved hjælp af horisontaltolkning (se kap. 3.27 ”Horisontaltolkning”). Punkterne danner et polygon, som kan anvendes når grids skal begrænses i udbredelse ved afskæring. Punkterne kan også anvendes i anden forbindelse; f.eks. ved optegning af forkastningsforløb (se kap. 3.32 ”Modellering af forkastninger, begravede dale og andre strukturer”).

Negativpunkter

En særlig type punkter er ”negativpunkter”, som er hjælpepunkter til afgrænsning af flader. Punkterne placeres f.eks. på boringer, hvor eksistensen af et givent lag eller laggrænse kan udelukkes Anvendelsen af negativpunkter er nærmere beskrevet i kap. 3.28 ”Afgrænsning af flader og lag”.

Maksimumkotepunkter

Maksimumkotepunkter afsættes på steder, hvor en laggrænse forventes at være til stede, men hvor den ligger dybere end data giver information om (se Figur 42). Maksimumkotepunktet angiver derfor en maksimal kote (minimumsdybde) til overgrænsen af den tolkede laggrænse. Sådanne punkter anvendes f.eks. hvis en begravet dal skal opløses i modellen, men hvor dalens bund og sider kun indirekte træder frem i data. På baggrund af maksimumkotepunkterne samt fladetolkningspunkterne kan der udtegnes et maksimumkotekort, som vil kunne afsløre forløbet af dalen, men ikke den præcise dybde – kun minimumsdybden. Maksimumkotepunkterne kan med fordel snappes til datapunkternes undergrænse.

Minimumkotepunkter

I specielle tilfælde kan man også benytte sig af minimumkotepunkter, hvis der f.eks. findes data, der ikke opløser geologien øverst i lagsøjlen (f.eks. boringer, der starter med en brønd i borebeskrivelsen). Minimumkotepunkter angiver en minimal kote (maksimal dybde) for undergrænsen af en terrænnær laggrænse eller enhed, der ikke ses i datapunktet, men som ud fra data kan udelukkes at befinde sig under det pågældende niveau.

3.25.4 Usikkerheder og dokumentation

Fladetolkningspunkterne udgør kernen og grundlaget i den rumlige geologiske model. De tolkninger der er udført, er repræsenteret ved hjælp af tolkningspunkterne. Skal modellen opdateres, rettes eller udbygges, er det fladetolkningspunkterne, der tages udgangspunkt i. Principielt ligger der antagelser og vurderinger bag ethvert fladetolkningspunkt, og uden en beskrivelse af disse er tolkningen uanvendelig for andre. Det vil sige, at alle fladetolkningspunkter på en eller anden måde skal tilknyttes beskrivelser af, hvad der danner baggrund for deres placering. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at dokumentere disse antagelser for hver gang et tolkningspunkt afsættes, og de må i stedet foregå på en mere effektiv måde. F.eks. kan man lave en beskrivelse af de antagelser der gjort for hver tolket flade på hver profil, men mest optimalt vil det være, hvis man kan få disse beskrivelser indarbejdet digitalt i modellen. Man kan evt. tilknytte kommentarer for hver gang man afslutter en digitaliseringsproces og har afsat en række fladetolkningspunkter. Der skal være mulighed for at vælge hvilken usikkerhed der skal tilknyttes de enkelte afsatte fladetolkningspunkter. Se i øvrigt kap. 3.36 ”Usikkerhedsvurderinger” og kap. 3.35 ”Dokumentation”).

3.25.5 Fordele og ulemper

I forhold til gridmodellering (se kap. 3.29 ”Gridmodellering”) er fordelen især, at de tolkede lagflader kan defineres i en række punkter. Lagfladerne bygges dermed op fra bunden, og det er ved hjælp af de enkelte fladetolkningspunkter langt lettere at dokumentere det udførte arbejde – og dermed at forstå det færdige resultat. Fladetolkningspunkterne kan gradvist stykkes sammen til en flade, efterhånden som den rumlige forståelse opnås. Ulemperne i forhold til gridtolkning er, at det er en noget langsommere proces.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *