2.2 Formål

Formålet med denne vejledning er at højne kvaliteten af den kemiske grundvandskortlægning, der udføres i forbindelse med den nationale grundvandskortlægning, ved at sikre en ensartet og systematisk tilgang til den kemiske grundvandskortlægning i alle egne af landet. Vejledningen skal danne grundlag for fagligt velfunderede tolkninger af kemiske resultater, som kan sætte fokus på kemiske problemstoffer i grundvandsmagasiner med nuværende og fremtidige drikkevandsinteresser. Den kemiske grundvandskortlægning skal kvalificere de efterfølgende sårbarhedsvurderinger med henblik på at sikre et tilstrækkeligt fagligt grundlag for planlægning og beskyttelse af grundvandsressourcerne.

Formålet med den nationale grundvandskortlægning er at sikre nuværende og fremtidige drikkevandsinteresser. Her indgår grundvandskemien med metoder og resultater, som direkte beskriver den kemiske tilstand af grundvandsmagasinerne. I modsætning hertil bidrager andre fagdiscipliner ofte med mere indirekte metoder og målinger.

Et andet vigtigt formål med denne geo-vejledning er at medvirke til mere fokus på den kemiske grundvandskortlægning som en selvstændig disciplin, da fokus hidtil i stor udstrækning har været på geologiske, geofysiske og hydrologiske undersøgelser. Dette er vigtigt, da den kemiske viden baseres på selvstændige og uafhængige data, der i sammentolkningen med andre datatyper bidrager med viden om vigtige hydrologiske og geologiske årsagssammenhænge. Målet er således også, at opnå en større anerkendelse af den kemiske viden i grundvandskortlægningen på lige fod med de andre discipliner.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *