3.3 Trin 1b: Den kemiske model på eksisterende data

Formål
Under trin 1b skal ”Den kemiske model på eksisterende data” opstilles. Formålet er at skabe et overblik over den eksisterende kemiske viden i forhold til den geologiske opbygning og drikkevandsinteresserne i kortlægningsområdet. På den baggrund skal eventuelle problemstoffer i kortlægningsområdet identificeres. Desuden skal behovet for nye kemiske kortlægningsdata beskrives ud fra bl.a. en vurdering af datatætheden og lokale kemiske problemstoffer, og der skal udarbejdes en prøvetagningsstrategi for fremskaffelse af disse data.

Datagrundlag
Datagrundlaget for ”Den kemiske model på eksisterende data” består af:

  • ”Den geologiske forståelsesmodel” for området i form af beskrivelser, figurer og principskitser.
  • Grundvands- og drikkevandsanalyser fra JUPITER,
  • Farvebeskrivelser af jordlagene i boringer fra JUPITER.

”Den geologiske forståelsesmodel” for området opstilles som regel uafhængigt af den grundvandskemiske kortlægning. Når grundvandskemien skal sammentolkes med ”Den geologiske forståelsesmodel” er det vigtigt, at det sker i samarbejde med geologen, der har opstillet modellen.

Datahåndtering
De eksisterende data skal under trin 1b håndteres som beskrevet i kapitel 4, hvilket inkluderer følgende:

  1. Overførsel fra JUPITER
  2. Dokumentation og accept af data
  3. Dataforberedelse

Det er vigtigt at opspore eventuelle kemiske analyser og vandværksoplysninger (f.eks. nyere indvindingsboringer), som ikke findes i JUPITER ved første dataoverførsel. Relevante manglende data skal så vidt muligt lægges i JUPITER, inden et nyt dataudtræk laves under trin 2b.

Datagrundlaget for ”Den kemiske model på eksisterende data” vil udover de eksisterende kemiske data også udgøre viden om den overordnede geologi i området. Den geologiske viden tilgås ved samarbejde med geologen, som opstiller ”Den geologiske forståelsesmodel” for området.

Når datagrundlaget er accepteret af miljøcentret, kan den videre dataanalyse gå i gang. I forbindelse med den afsluttende del af datahåndteringen skal der ske en dataforberedelse, hvor de kemiske data opdeles i forhold til forskellige grundvandsmagasiner i området. Derudover skal en række kemiske parametre beregnes eller estimeres. De beregnede kemiske parametre for grundvandet inkluderer vandtype, forvitringsgrad, ionbytningsgrad, kalkmætningsgrad og hårdhed. De estimerede parametre for grundvandssedimentet inkluderer nitratfront og nitratreduktionskapacitet. Dataforberedelsen er detaljeret beskrevet i kapitel 4.

Vandindvinding
Opstilling af ”Den kemiske model på eksisterende data” indbefatter en beskrivelse af den overordnede drikkevandskvalitet inden for kortlægningsområdet. Derudover skal der foreligge en vandværksbeskrivelse for hvert almene offentlige og private vandværk inden for kortlægningsområdet. Beskrivelse af vandindvindingen i kortlægningsområdet er nærmere beskrevet i kapitel 5.

Tabel 3.1. Oversigt over indholdet i en kemisk grundvandskortlægning
(bemærk at listen ikke er kronologisk, her henvises til tabel 3.2).

tabel3_1

Kommunerne er ansvarlig myndighed i forhold til vandforsyningerne hvad angår fysisk tilsyn, vandkvalitet og indvindingstilladelser jfr. BEK nr. 1664 af 14/12/2006 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Typisk vil kommunernes vandforsyningsplaner indeholde en vandværksbeskrivelse, som består af en gennemgang af vandværkernes fysiske forhold, deres vandkvalitet og vandbehandlingsanlæg. Desuden indeholder vandforsyningsplanerne også informationer om planer for den fremtidige vandforsyningsstruktur i området. Disse informationer fra kommunerne skal indsamles forud for en beskrivelse af vandindvindingen i kortlægningsområdet.

Prøvetagningsstrategi
Den kemiske trin 1b-kortlægning skal resultere i en prøvetagningsstrategi, som baseres på en analyse af behovet for nye kemiske kortlægningsdata i forhold til de 3-dimentionelle grundvandsmagasiner i det aktuelle område (se kapitel kapitel 6).

Præsentationer
I forbindelse med opstilling af ”Den kemiske model på eksisterende data” skal der laves en række præsentationer af data. Disse præsentationer er detaljeret beskrevet i kapitel 7.

Præsentationen af de kemiske data skal resultere i identifikation af eventuelle kemiske problemstoffer i kortlægningsområdet. Denne identifikation er vigtig for fokuseringen af den efterfølgende kemiske grundvandskortlægning under trin 2 inkl. valg af kemisk analyseprogram til de nye undersøgelser under trin 2a.

Sammentolkninger
Under trin 1b skal der ske en sammentolkning af de grundvandskemiske data med arealmæssige data som f.eks. kendte forureningskilder samt kvælstofbelastningen og pesticidforbruget fra jordbrugsproduktionen. Dette sker for at identificere problemstofferne og foregår ved udarbejdelse af GIS-kort, som beskrevet i kapitel 9.

Desuden skal der under trin 1b ske en sammentolkning af de grundvandskemiske data med ”Den geologiske forståelsesmodel”. Denne sammentolkning skal resultere i en indledende forståelse for grundvandsmagasinernes kemiske tilstand, identifikation af behovet for nye kemiske data og identifikation af problemstoffer i undersøgelsesområdet.

Slutprodukter
”Den kemiske model på eksisterende data” skal resultere i 3 slutprodukter:

  1. Skriftlig accept af datagrundlaget fra miljøcentret inden den egentlige databehandling går i gang under trin 1b.
  2. Mindre rapport om behovet for yderligere data og prøvetagningsstrategi for produktion af nye kemiske kortlægningsresultater under trin 2a.
  3. Opsamlingsrapport (se paradigma i bilag A1) som indbefatter alle resultaterne fra trin 1b’s opstilling af ”Den kemiske model på eksisterende data”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *