3.4 Trin 2A: Nye kemiske kortlægningsresultater

Formål
Under trin 2a behandles ”Nye kemiske kortlægningsresultater”. Formålet er at fremskaffe ny kemisk viden om grundvandsmagasinerne på baggrund af prøvetagningsstrategien fra trin 1b, sådan at grundvandskortlægningen opnår et tilstrækkeligt fagligt detaljeringsniveau.

Datagrundlag
Databehandlingen i forbindelse med trin 2a bygger kun på de nye kortlægningsdata, som genereres under den kemiske grundvandskortlægning i området.

Indsamling af nye data
Prøvetagningsstrategien fra trin 1b kortlægningen danner baggrund for tilrettelæggelse af feltarbejdet til fremskaffelse af de nye kemiske kortlægningsdata, som inkluderer:

  1. Udvælgelse af lokaliteter
  2. Valg af feltmetoder
  3. Vand- og sedimentkemisk analyseprogram

Feltarbejde, prøvetagning og laboratorieanalyse af vand- og sedimentkemi finder sted under trin 2a arbejdet med ”Nye kemiske kortlægningsresultater”.

Alle de nye kemiske kortlægningsdata skal kvalitetssikres og lagres i JUPITER, som beskrevet i kapitel 6.

Datahåndtering
Datausikkerheden af de nye kemiske kortlægningsdata skal beskrives. Der skal ske en kvalitetssikring af de nye data både med hensyn til ID og faglig kvalitetsvurdering af de enkelte analyseparametre. I forbindelse med databehandlingen af de nye kemiske data skal disse opdeles i forhold til forskellige grundvandsmagasiner i området.

Derudover skal der ske en dataforberedelse, hvor en række kemiske parametre beregnes eller estimeres for de nye kemiske kortlægningsdata. De beregnede kemiske parametre for grundvandet inkluderer vandtype, forvitringsgrad, ionbytningsgrad, kalkmætningsgrad og hårdhed. De estimerede parametre for grundvandssedimentet inkluderer nitratfront, nitratreduktionskapacitet og evt. forsuringsfront. Databehandlingen er detaljeret beskrevet i kapitel 4.

Præsentationer
I forbindelse med ”Nye kemiske kortlægningsresultater” skal der laves en række præsentationer af data. Disse præsentationer er detaljeret beskrevet i kapitel 7.

Slutprodukt
”Nye kemiske kortlægningsresultater” skal resultere i ét slutprodukt:

  1. En opsamlingsrapport (se paradigma i bilag A2) som indbefatter alle de nye kemiske resultater fra trin 2a.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *