5.2 Overordnet beskrivelse af vandindvindingen

Vandforsyningsstrukturen
Vandforsyningsstrukturen inden for kortlægningsområdet beskrives med udgangspunkt i de kommunale vandforsyningsplaner, såfremt disse er udarbejdet. Det er vigtigt at beskrive, hvilken tidsperiode den eksisterende vandforsyningsplan dækker, og tidspunktet for det seneste kommunale vandværkstilsyn, for at kunne vurdere, hvor opdaterede informationerne er. Dette gælder ikke mindst for vandforsyningsstrukturen, vandværkers indbyrdes placering, rolle/prioritering i vandforsyningsplanen, herunder planer for nedlæggelse/udbygning af vandværker m.v., som er relevante for den videre prioritering i den efterfølgende kortlægning og hydrologisk modellering.

Andre indvindinger
Inden for hele kortlægningsområdet er det vigtigt at have fokus på den samlede indvinding i vandværkets indvindingsopland. Det vil sige information om indvindingen fra andre vandværker, enkeltindvindere, markvandingsanlæg, industri, afværgeboringer m.v. Dette er nødvendigt for at få overblik over den samlede indvindings effekt på grundvandets kvalitet, så der evt. kan prioriteres i forbindelse med indsatsplanlægningen.

Der skal så vidt muligt redegøres for andre indvindingers:

  • placering,
  • indvindingstilladelse,
  • udløb af tilladelse,
  • indvindingens formål og
  • grundvands- og drikkevandskvalitet.

Disse andre indvindinger kan afbildes på et kort med f.eks. en cirkel, hvis størrelse angiver indvindingens størrelse, en farve som angiver anvendelsen og evt. en label med indtagsdybde.

Påvirkning af grundvandspotentiale
Indvinding af vand påvirker i mange tilfælde grundvandets potentiale betragteligt. Sænkningen af potentialet kan, udover at have en negativ effekt på afstrømningen i vandløb m.v., også påvirke vandets kvalitet f.eks. mht. sulfat og nikkel. Større afsænkninger bør derfor kommenteres, og tolkninger af vandets kvalitet bør foretages i lyset af, hvordan indvindingen af vand har påvirket potentialet.

Et andet problem kan være for kraftig afsænkning lokalt forårsaget af en uhensigtsmæsssig pumpestrategi. Dette kan f. eks. give saltvandspåvirkning eller trække nitrat og pesticider ned i grundvandsmagasinet. Denne påvirkning kan reduceres, forsinkes eller undgås ved at pumpe med lavere ydelse i længere tid og/eller sprede indvindingen.

Nedlagte vandværker
Der skal indhentes information om nedlagte vandværkers placering og om årsagen til, at de er lukkede. Derved opnås en vigtig viden om problemstoffer i området som f.eks. nitrat og pesticider, der ellers ikke er umiddelbart tilgængelig. Mange vandværker blev lukket på grund af for højt nitratindhold i 1970erne og 1980erne. Data herfra mangler ofte i JUPITER, hvorfor viden om grundvandets nitratindhold i området ofte vil være usynlig ved en hurtig gennemgang af et dataudtræk indenfor kortlægningsområdet.

Problematiske stoffer
Hvis der i et kortlægningsområde findes grundvand med en kvalitet, der er uegnet til drikkevandsproduktion, bør det vurderes om de problematiske kemiske stoffer fjernes ved almindelig vandbehandling. På dette grundlag vurderes områdets indvindingsmuligheder. Såfremt der er tilstrækkeligt med data, bør den tidslige udvikling for disse stoffer derfor vurderes, jfr. 5.4. Det gælder, f. eks. hvis der er underliggende saltvand, eller nitrat/pesticidholdigt grundvand i de øvre magasiner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *