9. Sammentolkning

Tolkningen og forståelsen af grundvandskemiske forhold kræver at der inddrages oplysninger om en lang række emneområder. Der skal i forbindelse med den kemiske grundvandskortlægning ske en sammentolkning af følgende 3 datatyper:

  1. Arealmæssige data om påvirkninger: som f.eks. kvælstoftilførslen, pesticidanvendelsen, forureningskilder (eksisterende virksomheder, kortlagte lokaliteter og andre punktkilder).
  2. Geologiske data vedrørende eksempelvis udbredelsen og tykkelse af dæklag, grundvandsmagasinets geologiske opbygning, mineralogiske undersøgelser.
  3. Hydrologiske data vedr. eksempelvis grundvandsdannelse, hydrauliske egenskaber, vandindvinding.

Sammentolkning af data fra grundvandskortlægningen kan opfattes som en selvstændig fagdisiplin, som hidtil ofte har været foretaget usystematisk og uensartet. Der eksisterer mange muligheder for at integrere grundvands– og sedimentkemiske data med geologiske, hydrologiske og geofysiske datatyper. Der er brug for at udvikle en systematisk tilgang og udvikling af metoder til sammentolkningen af data fra grundvandskortlægningen. Denne Geo-vejledning skal opfattes som et første skridt på vejen, idet en mere omfattende og systematisk metodeudvikling ligger uden for rammerne af dette projekt.

Der vil i dette kapitel blive givet eksempler på, hvordan kemiske data kan samtolkes med andre datatyper. Eksempler på sammentolkning af kemiske data til brug for den geologiske modellering findes i Geo-vejledning for Geologisk Modellering (Jørgensen m. fl., 2008)

Sammentolkning af de kemiske data med de hydro-geologiske data bør finde sted i alle trin af grundvandskortlægningen, således at der sker en gradvis øget forståelse af såvel vandkvalitet som hydrogeolgiske forhold. Under trin 1 samtolkes med ”den geologiske forståelsesmodel”, mens der under trin 2b skal ske en sammentolkning med ”den hydrostratigrafiske model”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *