3.4 Grundvandsdannelse til kalken

Grundvandsdannelsen til kalk foregår typisk i de områder hvor kalken ligger tæt på terræn, og hvor kalkmagasinet er overlejret af sand og grus eller opsprækket ler. I områder domineret af lerede, ikke opsprækkede, aflejringer over kalken, kan grundvandsdannelsen være mere begrænset.

Graden af kalkmagasinets opsprækkethed og kalkens permeabilitetsforhold i de øverste lag, og dermed størrelsen af den hydrauliske ledningsevne i den øvre del af kalkmagasinet (se også afsnit 3.3.2), har stor betydning for størrelsen af nedsivningen og grundvandsdannelsen. Tilsvarende kan interne lavpermeable horisonter i form af ler- og mergellag begrænse grundvandsdannelsen til underliggende dele af kalken.

Gradientforholdene har også afgørende betydning for om der sker nedsivning i et område eller ej. Der skal således være nedadrettede gradientforhold for at der kan ske en grundvandsdannelse i det pågældende område. Derfor er det vigtigt at man har kendskab til potentialeforholdene for både kalkmagasinet og eventuelle overliggende magasiner, som kan bidrage til grundvandsdannelsen til kalkmagasinet.

Den største grundvandsdannelse vil altså ske i områder hvor kalken ligger tæt på terræn, er kraftigt opsprækket og samtidig er overlejret af grove eller opsprækkede sedimenttyper, og hvor gradientforholdene samtidigt er nedadrettede.

Observationer og tidsserier over potentialeforholdene kan give et godt billede af hvor der foregår stor eller lille grundvandsdannelse. Områder med stor grundvandsdannelse vil typisk udvise store forskelle i trykniveauerne for henholdsvis sommer- og vinterhalvåret, med de største trykniveauer i vinterhalvåret hvor nettonedbøren ofte er størst, og mindre i sommerhalvåret hvor trykniveauet falder i grundvandsmagasinerne. I områder hvor der forekommer en mindre grundvandsdannelse, vil årstidsvariationerne i trykniveauerne være mindre udtalte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *